fredag den 7. september 2012

Kusinens fødselsdag på Lumskebugten

Min lille kusine, Lea, havde fødselsdag forleden, og i den anledning havde mine forældre inviteret hende ud og spise på Lumskebugten. Og da jeg aldrig siger nej til et måltid mad, fik jeg også lov til at komme med. Helt ekstraordinært har jeg fået lov til at tage billeder af de fleste af retterne!

Til at starte med fik vi (naturligvis) et glas bobler - dem takker jeg heller aldrig nej til...

Som appetizer fik vi kammuslingflan med mynte og ærter. En virkeligt lækker og frisk ret, der satte tonen an for de næste retter.
Min stedfar valgte en virkelig god Riesling (surprise surprise) til forretterne, fra Markus Moliter "Haus Klosterberg", 2010.
Til hovedret fik vi en skøn Pinot Noir fra 2008, der også var fra Markus Moliter. Den var perfekt afkølet, og den havde fået lov til at få luft - perfection! 
Efter rødvinen hoppede vi tilbage til Rieslingen, som også passede perfekt til desserten.

Forret
Jeg valgte tartar med peberrodssalat og lakserogn til forret - jeg kan jo ikke lade være med at vælge det. Det var en heftig portion, men nøj hvor smagte det godt! Og retten var sprinkled med noget så old school som karse, som faktisk gav en ganske vidunderlig smag til retten.
De andre valgte en tomatsalat med jomfruhummer, løg og krydderurtetoast. Retten så virkeligt lækker ud, og den bid jeg fik tiltusket mig, smagte også ganske dejligt!
Hovedret
Til hovedret valgte jeg dampet pigvar i egen fumet med spidskål, ærter og peberrod til. Der var også nogle kartofler til, men da jeg hellere ville proppe mig med andre og mere spændende ting, valgte jeg at hoppe dem over. Jeg smagte dem dog lige - de fristede - og jeg måtte konstatere, at de var en anelse udkogte. Det eneste der var tilbage, efter vi havde spist, var faktisk kartoflerne, som ingen af os udviste synderlig interesse for. Til gengæld var vores tallerkner helt "rene" uden den mindste krumme tilbage. Jeg valgte at tage den lille portion, da tartar godt kan være meget mættende, og der skulle jo også være plads til desserten...
Min mor forelskede sig i kalvekæberne fra menuen, og fik lov til at vælge dem - også selvom hun ikke havde valgt at følge menuen. Det er skønt når en restaurant ikke bliver rigide mht. menukortet, og lader gæsterne vælge det, de allerhelst vil have! Også kæberne havde fået et skud peberrod, der fik selskab af sprødstegt kalvebrissel (yummi!), ansjos og ovenbagte knoldselleri med citronolie. Det smagte helt vildt lækkert, og grundet smagen af citrus var retten ikke så tung som frygtet; det er trods alt kun lige blevet efterår...
Lea valgte bøffen, en oksefilet med persille, sennepsemulsion (hvad det så end er), rødbedetartar og, til en afveksling, lidt peberrod - man kan fornemme et tema...? Også denne ret var lavet til perfektion og kødet var stegt som ønsket af kusinen!
Min stedfar valgte kalvelever (en anden ting jeg simpelthen ikke kan få ned, selvom jeg prøver hver gang de bestiller det). Jeg fik ikke lov til at tage et billede af det, men jeg smagte på det. Som sagt er det absolut ikke min livret. Derfor må jeg stole på min stedfars vurdering af retten (han kan trods alt lide det), og hans dom var, at det var en skøn ret! Kalveleveren var naturligvis ikke det eneste på tallerknen, der var også en løgmarinade, bønne-meriansauté og kartofler til.

Dessert - og ost...
Jeg havde overhørt tjeneren sige, at de havde vafler (hvor oldschool er det lige!?) med is og brombær. Naturligvis måtte jeg bare smage den. Kusinen var på mit hold, og valgte det samme. Isen var en friskostis og brombærerne var vidunderligt modne. Jeg tror vist godt, at jeg kan sige, at vi var meget tilfredse med valget!
De gamle valgte, som altid, ost. Da Lumskebugten har to forskellige slags, valgte de at tage dem begge - og prøv lige at se hvilken servering de fik sig!
Ostene var simpelthen så lækre - jeg kastede mig naturligvis frådende over dem (havde jo masser af plads)!
Som afslutning fik vi en dejlig espresso.
Smilende kusiner
Alt i alt var det en helt perfekt aften; maden var fantastisk, selskabet og betjeningen ligeså. Lumskebugten får mine varmeste anbefalinger, og jeg vil helt sikkert gå i gang med at plage om at komme derned igen med det samme!

Tjek Lumskebugtens hjemmeside her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar