søndag den 23. juni 2013

Amos surdejsbageri

Det her indlæg har ligget og ventet i noget tid. For det er pinligt nok meget længe siden, at jeg modtog denne gave fra Amo.

Amo har med egne ord lanceret en smutvej til surdejsbrødet. Med den nye melblanding er det nu muligt for alle at lave et surdejsbrød uden besværet.

Jer der normalt læser min blog ved, at jeg elsker besværet. Jeg kan godt lide at lave tingene fra bunden - især fordi jeg så ved lige præcis hvad der er i min mad. Og derudover ved I nok også godt, at jeg aldrig bager brød. Mest af alt fordi jeg ikke spiser det så tit. Det gør jo nok, at jeg ikke er eller bliver Amos mest trofaste kunde.

Men tilbage til det indlægget skal handle om - brødet...
Med pakken fulgte der flere forslag til, hvordan man kan gøre brødet mere personligt. Men hvorfor så ikke lave det selv og fra bunden!?
Da præmissen for melblandinger må være at gøre det så nemt for sig selv som muligt, har jeg valgt at følge opskriften til punkt og prikke. Jeg skulle blot tilsætte 50 g gær, 2 spsk olie og 6,5 dl koldt/lunkent vand. Det er ret nemt.
Og så skal det hele blandes sammen og æltes godt og grundigt i 8-9 minutter
Dejen skal hvile tildækket i 30 min. Gerne et lunt sted - og da jeg har hørt noget om, at det er en god idé at gøre viskestykket fugtigt gjorde jeg det.
Bagefter skal dejen deles i 2 og formes til kugler. De skal hvile i 5 minutter og derefter formes til brød.
Sæt brødene på bageplade med bagepapir, og lad dem hæve tildækket i ca. 45 minutter.
Ovnen skal varmes op til 250 grader.
Samtidigt gik jeg i gang med at forberede "pynten" - et brød fik lækkert atlanterhavssalt (købt hos saltpusheren i Paris) og timian. Og så et ordentligt skud rapsolie!
Det andet brød fik oliven, salt og ramsløg. Og rapsolie, naturligvis...
På pakken stod der, at man skulle snitte brødene. Det glemte jeg. Ups.
Brødene sættes i den forvarmede ovn på 250 grader. Varmen sænkes til 220 og bages i ca. 30 minutter.

Ta da!
Så skærer man bare brødet og smører det med tandsmør!
Nå, men var det så godt eller hvad!?
- Det var ganske udemærket! Jeg fik i hvert fald spist et halvt brød på 5 minutter...
Jeg var især begejstret for udgaven med ramsløg og oliven - og den gjorde sig virkeligt til, da jeg smed noget ost på den. Num!

Ville jeg købe det selv?
- Nok ikke. Men jeg vil ikke afvise, at hvis jeg skulle bage et brød sådan lige pludseligt, ville jeg nok være fristet til at tage den hurtige løsning. Også selvom jeg normalt hellere vil lave tingene fra bunden end at snuppe smutvejen.

Amo Surdejsbrød kan købes i dagligvarebutikker til vejl. pris 23,50 kr.
Læs mere om Amo og deres nyeste produkter, opskrifter og meget mere på deres hjemmeside her

-------------------------- Dette indlæg er sponsoreret --------------------------

fredag den 21. juni 2013

Oplysningsdag om ALS

Normalt holder jeg mig fra alvorlige emner, men i dag er alt anderledes. I dag er det oplysningsdag om ALS - en sygdom jeg kender alt for godt, og som jeg ville ønske, at jeg aldrig havde kendt. Utroligt at så lille et ord kan medføre så meget sorg og smerte. ALS står for Amyotrofisk Lateral Sklerose.

For 9 år siden fortalte min far mig, at han havde fået diagnosen ALS. Det var samme dag, som jeg blev student. Dengang anede jeg ikke hvad det betød - det gjorde min far for den sags skyld heller ikke - men det skulle jeg langsomt finde ud af.
Jeg forklarede ofte for andre hvad ALS er, som en sygdom, der minder om muskelsvind og sklerose i en dødelig kombination. For man dør med ALS. Man har ofte 3-4 år, nogle længere og nogle kortere. Det er en sygdom, der angriber de nerveceller i rygmarven og hjernen, som ved viljens hjælp styrer musklernes bevægelse. Musklerne dør langsomt, og man mister evnen til at kunne bruge arme og ben, og til at synke og trække vejret. Alle forløb er forskellige, og derfor er det også svært at diagnosticere og forudsige hvilket forløb man vil få.

For min far startede det i armene nogle år før diagnosen. Han mistede langsomt kræfterne i hænderne, og dermed blev det sværere og sværere for ham at arbejde som arkitekt. Men som mange mænd kunne han ikke tage sig sammen til at gå til lægen. Og da han endeligt tog sig sammen, skulle han vente på at komme til diverse scanninger og forskellige konsultationer. For ikke én af alle de speciallæger han var hos var enige. Så skulle han opereres for nedsunket ryghvirvel. På hospitalet var de derfor chokerede over, at han bagefter stadig ikke kunne bruge hænderne, der på det her tidspunkt så ud som om, de havde fået en tur med fodpumpen. Først her kommer der en neurolog på sagen. Det var ca. 2-3 måneder før billedet. En måned før jeg blev student fik min far diagnosen.

Min far har altid været syg. Da han var 49 (jeg var 9), fik han en 4-dobbelt bypass, og en ballonoperation et år eller to efter. Han kunne ikke nedbryde animalsk fedt, og hans blodårer var derfor helt klumpede til. For mig har det altid betydet visheden om hans dødelighed. Og at jeg nok ville miste ham tidligt. For det har han altid selv sagt. At han ikke regnede med at leve længere end til når jeg blev student.

Hvad der startede i armene, gik desværre meget hurtigt i benene. Og inden der var gået et år kunne han næsten ikke gå længere. Armene var allerede helt ubrugelige. Vi fik ham på et plejehjem på Vesterbro - Absalonhus - som gjorde et helt fantastisk arbejde. Da han fik sin base der, og sin elektriske kørestol (eller som vi kaldte den - spasserjeepen), fik han lidt frihed tilbage. Man kunne møde ham i hele byen, for med kørestolen kunne han omsider komme rundt igen. Og han nød livet. Mere end jeg har oplevet nogen anden gøre.

Da han blev 60 var talen begyndt at være sløret. Vi vidste, at herfra gik det nok hurtigt. For min far ville ikke holdes i live. Det har jeg meget stor respekt for at han valgte. Et halvt år efter var han død.

Under hele forløbet havde vi vores galgenhumor, der blev brugt flittigt og som gjorde, at vi kunne komme nogenlunde igennem det. For det er ubeskriveligt frustrerende ikke at kunne skære sin egen mad, gå på toilettet selv og ikke kunne gøre sig forståelig. Og det er frustrerende ikke at kunne forstå hvad ens far siger, at skulle hjælpe ham i tøjet og made ham.

Jeg har valgt ikke at bruge et af de sidste billeder af ham, for det er ikke sådan jeg vil huske ham - afpillet, lille og forsvarsløs. I mit hjerte vil han altid være min store, stærke far med det dejligste smil på læberne og det højeste grin i mands minde. Jeg ser frem til den dag, hvor jeg kan mindes ham uden at mærke stikket i hjertet.

Læs mere om ALS her

Læs om Muskelsvindfondens store arbejde og global ALS dag her

Nu tror jeg, at jeg vil sætte Edit Piaf på pladespilleren og nyde livet - både dens glæder, men også dens underfundigheder og sorger. For det har min far lært mig.

Og hvis jeg føler mig ekstra modig, så sætter jeg den film hans ven lavede med ham på, og ser det smil, som jeg savner så forfærdeligt, igen.

mandag den 17. juni 2013

Södermalm tur-retur, Stockholm

For ikke så længe siden tog jeg og M på lynvisit til Stockholm. Faktisk var det vores første rigtige tur sammen, så jeg var godt nok lidt spændt på, hvordan det ville gå.

Vi skulle kun være der i 3 dage, så vi besluttede kun skulle udforske Södermalm. Og så være så meget sammen med Erika som muligt!
Vi tog toget, da det var billigst og havde de bedste tider. Og som sædvanlig skulle der jo mad til sådan en tur. M havde så lige "glemt", at jeg ikke kan tåle birkes, så han fik alt brødet. Snedigt!
Da vi kom frem skinnede solen fra en næsten skyfri himmel. Vi fik vores lejlighed, som vi havde lejet gennem AirBnB, med det samme. Vi havde booket os ind på Söder, hvor vi boede centralt og godt! Jeg slæbte M ud på opdagelse med det samme. Og vi kastede os over dagens første frokost på Koh Phangan - et lille lækkert og billigt thaisted.
Hvor jeg også kunne sidde i solen og lune mine stænger
Bagefter gik vi lidt mere rundt i området, for M havde nemlig planlagt at skulle finde en bestemt butik.
Bagefter mødtes vi med Erika, og så kunne anden frokost sættes i gang! Denne gang smuttede vi på Vurma nede på Nytorget! Erika og jeg var selvsagt pænt begejstrede for at se hinanden igen!
Jeg fik en grillet mad med tun. Lidt for meget start 00'er over den anretning....
Erika skulle naturligvis have en rejemad (dem er svenskerne nemlig svært begejstrede for). Desværre var den ikke så god som forventet.

Efter maden tøffede vi rundt i kvarteret, og endte med at sidde på cafeen (næsten) ved siden af. Her fik vi sludret endnu mere og fik lagt en slagplan for aftenens vigtigste begivenhed: aftensmaden! 
Eftersom jeg var den eneste der havde spist der før, insisterede jeg på, at vi skulle spise på Sardin, som også ligger på Nytorget. Så sådan blev det. 

Senere på aftenen mødtes vi igen foran restauranten. Det er nok verdens mindste restaurant, og der er meget få borde. Til gengæld kan man ikke bestille bord. Så det gælder om at være heldig. Vi havde besluttet, at mødes lidt sent i håb om at kunne få et bord ved anden seating. Det fik vi. Vi var så heldige, at der var nogen som var villige til at rykke, så vi kunne få et bord - de er sgu søde de svenskere (uanset hvad Erika siger)...
På Sardin serverer de tapas, og da vi alle har en pænt god appetit, blev vi hurtigt enige om, at vi bare skulle tage alt på kortet (altså minus retterne med nødder). Som sagt så gjort
Bordet var meget småt - for småt til så mange retter, så det udviklede sig til en nærmest akrobatisk øvelse at få plads til alle vores retter. 

Sådan så det ud bagefter - resterne nippede vi løbende til...Intet skulle efterlades!

Eftersom der var så meget, havde det også taget noget tid at spise det. DEt betød heldigvis, at dem ved bordet ved siden af os smuttede. Og så fik vi også deres bord, så vi alle kunne sidde under varmelamperne. På tjenernes opfordring naturligvis.
Og så var det også blevet tid til dessert. Der var 3 at vælge i mellem, så vi tog en af hver slags.
M's valg faldt på en chokolademousse med olivenolie og salt - en umiddelbart mærkelig kombination, men fy da føj hvor var det lækkert!
Og til M's store glæde, kunne vi ikke spise op, så han fik resterne. Han er jo så sulten den stakkel, at jeg næsten altid er bekymret for, at han bliver mæt...
I sverige lukke udeserveringen tidligt (alt lukker sådan set tidligt), og endnu en gang var betjeningen så elskværdig at sørge for at vi kunne være der. De sørgede for et bord inden for. Og så fik vi endda denne smækre tøs til bords!

Erika huskede i hvert fald at skåle med hende...
Hvis vi selv skal sige det, havde vi en fest i vores lille selskab. Der blev i hvert fald grinet til den helt store guldmedalje!
Jeg kan kun anbefale en tur til Sardin! Betjeningen var så fantastisk søde hele aftenen igennem og passede på os unge. Jeg har sjældent følt mig så velkommen på en restaurant! Og så er der i øvrigt rimeligt billigt... Det eneste minus er, at de lukker forholdsvis tidligt (ligesom alle andre restauranter/barer på Söder).

Næste morgen stod den på udforskning af Hornstull (den vestlige del af Söder). Desværre skinnede solen ikke - det var pænt koldt - og vi havde glemt varmt tøj i forventningen om, at det da ville blive lige så dejligt vejr som dagen før. Det blev det ikke.
Morgenmaden bestemte jeg (ja, jeg bestemte stort set hvor samtlige måltider skulle indtages) skulle findes på Hotel Rival aka. Abba Hotellet.
Hvorfor er det lige at de absolut skal servere Kalles Kaviar til morgenmaden (noget af det enste jeg virkeligt ikke kan døje tanken om - kan end ikke få mig selv til at smage på det)?
Vi fik set Hornstull, men da jeg også havde glemt kortet kunne jeg ikke lokalisere alle de spisesteder jeg havde noteret mig. Derfor vendte vi hurtigt vores (kolde) snuder hjemad, og gik i butikker i stedet. Stort set hele Hornsgatan (eller i hvert fald den del af den, der ligger omkring Maria Torget) er proppet med 2. hand butikker - hvoraf flere er virkeligt gode. 
Og så hentede vi M's jeans, som var blevet repareret. Og da han længe har brokket sig over, at jeg udelukkende valser rundt i Cheap Monday/Weekday (same same) jeans, besluttede han sig for at give mig et ordentligt par jeans. Jeg stoppede ham, sjovt nok, ikke...

Det var nærmest besluttet, at aftenens måltid skulle indtages på Urban Deli. Eller til min store frustration var der faktisk ikke blevet bestemt noget, så det blev lidt til at vi da bare spiste der - eller et andet sted. Det kunne min trang til at planlægge slet ikke arbejde med - til de andres store underholdning.
Heldigvis havde M charmet en af tjenerne, så vi fik et bord. Erika var der naturligvis også.
Hun og M bestilte røgede rejer - en delikatesse! Men da M jo altid er sulten, nappede han også lige en "Lätthalstrat från havet.
Jeg tog østers (mindre pillearbejde)
Der fulgte en chilisovs med
Som jeg var lidt for glad for
Til hovedret tog Erika og jeg KØD (jeg tog den store udgave, hun den lille).
M tog den mere tøsede Dorade. Som tilbehør fik vi alle fritter og salat.
Efter hovedretten var M stadigvæk sulten, og bestilte en omgang røgede rejer mere (jeg kom vist også til at spise nogle af dem)
Det var også nogenlunde samtidigt med, at Erikas veninde, Merete og hendes kæreste, kom forbi. Det skal lige siges, at Erika kender Merete fra studierne i København, men hendes kæreste bor midlertidigt i Stockholm. Og lige pludseligt var vi en pæn forsamling, der over telefonen fulgte med i ESC. Mærkeligt nok fik vi at vide, at vi havde vundet af min mor (dvs. fra Danmark). Og da udeserveringen (også) blev lukket ned tidligt, fik vi tiltusket os et bord inden for.
Det (bordet og sejren) blev fejret med dessert
Og en enkelt ost til Merete
Erika havde fortalt os om Louie Louie, hvor man om i weekenden kan få vafler til morgenmad. Det skulle vi naturligvis prøve

De havde en salt
Og en sød
Og de var begge virkeligt gode!
Efter maden tog vi en sidste tur rundt i området, mens vi ventede på at mødes med Erika.
De har altså nogle meget behårede indbyggere på Söder
Her kan man se over på Gamla Stan og Östermalm

Og så ko vi også forbi Mosebacke
Og med det var vores tur nærmest færdig. Men inden da nåede vi lige at spise på Urban Deli (igen), få kaffe og gå rundt i området. Og så at proviantere til turen hjem. Det kunne vi jo så passende gøre hos Urban Deli. Og når man er i sverige, så skal man have kanelbullar!
Og med det var turen slut og vi var hjemme. Det var en fantastisk tur, og jeg kan varmt anbefale at man smutter til Stockholm hvis man har et par dage fri!

Hvis du skulle få lyst til at tage toget (som oftest det billigste og nemmeste), så tjek SJ's hjemmeside for tider og priser her.