torsdag den 25. juni 2015

Guddommelig tomatsnask med burrata og æg

Når det virkeligt skal være nemt, men stadig lækkert og sundt, tyer jeg oftere og oftere til bagte tomater og æg a la Louisa Lorang - det mætter, er sundt og smager umanérlig godt!
Jeg har taget udgangspunkt i hendes opskrift, men har tilført lidt her og der, så den passer lidt mere til mig. 
Den er perfekt som til alt fra morgen- til aftensmad - eller som en del af en brunch. 

Retten kan også noget, hvis du har lidt ondt i håret efter en lidt for hyggelig aften! For det første er den forholdsvis nem at lave (den tager nok ca. 20-30 minutter at lave inkl. snittearbejdet og opvask), du kan nippe til det indtil kvalmen er væk og så er den lidt stærk, så den sørger også for at du får drukket lidt vand... Hvis du er smart, så sørg for at alt er snittet på forhånd og klar til panden, så du ikke skal lege med skarpe knive i den tilstand ;)


Til 2 personer skal du bruge:
- 1 løg af de store
- 5-7 fed hvidløg
- 1 dåse hakkede tomater (flåede kan også snildt bruges - her skal tomaterne bare "hakkes" lidt)
- 1 snackpeber
- 8-10 smagfulde tomater (af de store - brug gerne lidt flere hvis det er små cherrytomater)
- 0,5 - 1 dl vand
- 2 æg (eller 4 vagtelæg)
- 1/2 burrata
- Cayennepeber
- Friske krydderurter (jeg brugte timian og estragon, men oregano, salvie og lign. kan snildt bruges)
- God olivenolie

Server gerne med godt brød til - jeg stegte lidt lækkert ølandsbrød i masser af smør (det er der nemlig ingen, der nogensinde har taget skade af!) og brugte det til at suge saften op!

Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
Tag en pande, der kan tåle at komme i ovnen, og kom et godt skvæt olivenolie i. Varm langsomt olien op (middelvarme).
Snit løget på langs, så du får nogle smalle både og kom dem op i panden. Snit hvidløget lidt groft og kom op i panden til løgene. Sørg for at hvidløget ikke bliver branket.

Snit peberfrugten i små stykker og kom det i panden
Lad det lige smage på varmen og olien et et minut eller to
Hak lidt over halvdelen af tomaterne i mindre stykker og kom dem i panden
Kom dåsetomaterne og lidt af vandet i (du kan altid komme mere vand i, så hæld kun lidt i ad gangen)
Skru lidt op til lidt over middelvarme og lad det simre lidt - ca. 5 min burde kunne gøre det. Er tomaterne "store" kan du skære dem midt over - er det cherrytomater kaster du dem bare ned hele. Kom lidt salt og peber i
Kom lidt cayennepeber i - igen skal du sørge for at dosere forsigtigt, så det ikke bliver for stærkt.
Sluk for varmen og rør lidt rundt.
Nu er det ved at være tid til de afsluttende manøvrer, så skal brødet ristes på pande, er det nu du skal fikse det!
Ellers fortsætter du bare ufortrødent!

Tag din lækre smækre burrata (aka. gudespise!) og riv den i små stykker. Placér dem over tomatsnasken
Jeg kom ikke så meget burrata på, og det fortrød jeg, så smæk du bare en stor mængde klatter på!

Slå æggene ud - lav evt. små fordybninger, der hvor du vil have æggene, så de ikke flyder alt for meget ud...
Stil panden i ovnen i ca. 5 minutter - eller indtil hviden er stivnet (det kan godt tage lidt længere tid, hvis der er meget hvide og/eller hvis der er mange æg)

Tag panden ud og kom salt og peber på, drys krydderurterne udover og slut så af med et dejligt skvæt olivenolie - et voila! Stil panden ind på bordet og lad folk beundre det lidt rustikke mesterværk

Dig in!

Jeg serverede det som sagt med lidt smørristet brød til, men du kan også servere det med fx linser, kartofler eller hvad du nu har lyst til...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar